Genau & More og Epista Life Science fusionerer under fælles vision om at forbedre kvalitet, compliance og digitalisering inden for Life Science industrien
Hørsholm, København, Århus, Danmark – 31. januar, 2024
Genau & More - En af de førende danske specialister indenfor ingeniør-og konsulentydelser til Life Science industrien opkøbes og fusioneres med branchekolleger hos Epista Life Science. Partnerskabet samler ca. 180 passionerede medarbejdere forenet af fælles værdier og dedikation til kvalitet, compliance samt teknologiske løsninger til Life Science.
CEO, Partner og seniorkonsulent i Genau & More, Henrik Johanning, stiftede det København- og Århus-baserede ingeniør- og konsulenthus med en vision om at det til alle tider bør være sikkert for patienter at modtage medicin og behandling. Genau & More hjælper producenter af medicin, medicinsk udstyr samt hospitaler med at udvikle, implementere og fastholde den nødvendige kvalitet der skal til, når nye faciliteter, udstyr, IT og teknologier tages i brug eller lovgivning skal fortolkes. Med andre ord få kvalitet, forretning og patientsikkerhed til at gå hånd i hånd.
”Genau & More har en unik og menneskeorienteret kultur drevet af en vigtig, fælles opgave for Life Science virksomheder og i sidste ende patienterne. Epista Life Science bygger på selvsamme DNA, og vores fælles værdier er forankrede i kvalitet, faglighed og menneskeligt fokus. Disse værdier afspejles i alt, hvad vi siger og gør. Med et kulturelt match og forretningsmæssig logik fusionerer vi nu vores forretninger”, siger Henrik Johanning og fortsætter: ”Fusionen imødekommer vores klienters stigende efterspørgsel efter kompromisløs kvalitet, en korrekt fortolkning af lovgivningen samt selvfølgelig bedste praksis i den hastige vækst i Life Science branchen. Vi skaber sammen et unikt kraftcenter for kvalitet og compliance, både strategisk, taktisk og operationelt”,
COO, Partner og seniorkonsulent i Genau & More, Simon Bagger, uddyber at ny teknologi kombineret med dyb faglighed og forståelse for kvalitetssikring er af stigende vigtighed i imødekommelsen af opgaverne i markedet, hvorfor partnerskabet med Epista Life Science er helt naturligt.
”Begge virksomheder har kontinuerligt videreudviklet på den dybe faglige specialisering, der skal til for at løse komplekse opgaver samt bringe ny teknologi til markedet. Sammenlægningen gør at vi får tilføjet skala, digitaliseringskapabiliteter samt en bredere geografisk spilleplade uden at gå på kompromis med vores faglighed eller værdier. Ligeledes vil vi kunne tilbyde endnu flere fælles udviklings- og karrieremuligheder for vores dygtige kolleger. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang.”
Group CEO, Klavs Esbjerg, er meget begejstret for fusionen og ser et stærkt match.
”Genau & More er et utroligt godt og respekteret navn i branchen. De er meget anerkendte for deres langsigtede tilgang til regulatoriske strategier, inspektionsparathed, uddannelse og validering af f.eks. udstyr samt IT. De holder hvad de lover og investerer tungt i deres klientrelationer med visionen om at få forretning og patientsikkerhed til at gå hånd i hånd. Kombinationen af dyb teknologisk kompetence hos Epista Life Science på den ene side og strategisk kvalitets- og compliance-rådgivning på højeste niveau hos Genau & More skaber mange nye muligheder for at nedbringe vores klienters time-to-market samtidigt med at kvalitet og forudsigelighed højnes. Vi er på en fælles mission der går ud på at drive en positiv indvirken på en samfundskritisk industri. En industri som vi i Danmark på mange måder er med til at forme og præge i en positiv retning.”
For mere information kontakt gerne:
Klavs Esbjerg (CEO Epista Life Science): +45 40 27 23 13. Email: ke@epista.com
Henrik Johanning (CEO Genau & More): +45 51 35 92 68. Email: hjo@genauandmore.com
Om de to virksomheder
Epista Life Science er et IT-service og konsulenthus med 150 medarbejdere, der assisterer life science-virksomheder over hele verden med digitalisering, validering og kvalitetssikring. De har hovedkontor i Danmark og datterselskaber i Sverige og Tyskland. Virksomheden arbejder i krydsfeltet mellem forretningsudvikling og compliance for at imødekomme de konsekvenser, som skiftende teknologi og lovkrav har på life science industrien. De implementerer nye teknologier fra førende softwareudviklere for at hjælpe deres klienter med at digitalisere sig samtidigt med at kvalitet og forudsigelighed opretholdes. På denne måde hjælper de industrien med at drive de innovationer, der skal til for at forbedre sundhed og velvære rundt om i verden.
Genau & More er et konsulenthus med 30medarbejdere, dedikeret til at tilbyde den ypperste kvalitet indenfor patientsikkerhed og compliance. Som ingeniør- og konsulenthus har de dedikeret sig til at hjælpe producenter af lægemidler, medicinsk udstyr samt hospitaler med at få succes med at udvikle, implementere og fastholde den nødvendige kvalitet, der skal til for at skabe patientsikkerhed- og tillid. Genau & more hjælper klienter med at skabe det rette kvalitetsniveau i forhold til deres kvalitetsstrategi, business performance, konkurrenceevne og license-to-operate. Virksomheden har ligeledes specialkompetencer inden for IT & Automation. De implementerer de rette kvalitetsprocesser, der gør, at klienterne til enhver tid er inspektionsparate ved myndighedsbesøg og dermed til enhver tid kan dokumentere, at de imødekommer krav om kvalitet, compliance og i sidste ende patientsikkerhed.